KOM GODT I GANG!
Det behøver ikke tage lang tid at koble en employabilitets-aktivitet på dit faglige forløb. Her kan du klikke på nogle af de vigtigste ting, som man bør overveje for at komme hurtigt og godt i gang.
Du kan også gå til relaterede links i menuen til højre for ydereligere inspiration.
MÅLET MED AKTIVITETEN
Først og fremmest skal du overveje, hvorfor du vil lave en employabilitets-aktivitet i dit fag – hvad er målet med den? Vil du eksempelvis samarbejde med en ekstern organisation om at stille de studerende en udfordring? Vil du gerne sætte fokus på de generelle kompetencer, det faglige forløb giver de studerende? Eller vil du skabe plads til, at dine studerende får tid til at reflektere over hvilken faglig identitet, de er ved at udvikle, og hvordan det faglige forløb bidrager?
For at aktiviteten giver mening for både dig og dine studerende, bør den kobles tæt til det faglige forløb og du bør derfor overveje målet med den.
Du kan finde inspiration til forskellige mulige mål med din aktivitet ved at kigge på beskrivelsen af de 8 aspekter af forståelsen af employabilitet, som er beskrevet under ’Hvorfor employabilitet’, og som også er brugt til opdelingen af ’Praktiske eksempler’ og ’Værktøjer’. Du kan også få mere inspiration til, hvordan du får integreret aktiviteten i din undervisning ved at klikke på ’Kobling til fagbeskrivelsen’.
HOLDSTØRRELSER
Det kan være en god ide at overveje, om størrelsen på dit hold spiller en rolle for, hvilken aktivitet du bør vælge, og hvordan du kan arbejde med den sammen med dine studerende.
Hvis du eksempelvis underviser på et stort hold med mange studerende, skal der tænkes kreativt hvis du vil lave øvelser, der involverer opsamlinger, feedback eller lignende. Måske skal du udnytte de ressourcer, der er hos de studerende, så de i fællesskab i mindre grupper samler op på de øvelser, du sætter i gang.
Hvis du har et mindre hold, er det nemmere at følge op på deres aktivitet – til gengæld bør du overveje, om der i aktiviteten er øvelser, som kan opleves som private/personlige for dine studerende. Ofte er øvelser om employabilitet noget, der går tæt på de studerendes tanker om sig selv, så du skal sørge for at skabe en følelse af tryghed, hvis du samler op på øvelser i plenum.
Klik eventuelt på ’Værktøjer’ eller ’Praktiske eksempler’ for at få inspiration til aktiviteter, der matcher størrelsen på dit hold.
DE FYSISKE RAMMER
Indretningen, placeringen og størrelsen af dit undervisningslokale spiller en rolle i forhold til, hvilke aktiviteter, der rent praktisk kan lade sig gøre at lave med de studerende. Hvis du eksempelvis vil lave en aktivitet, der involverer eksterne personer, kræver det måske noget mere plads, eller at du vælger at flytte undervisningen til en anden lokation. Hvis du vil lave en aktivitet, der indeholder praktisk arbejde i mindre grupper, skal du overveje om dit lokale kan organiseres til det ved at flytte rundt på siddepladserne eller skabe gulvplads til at de studerende kan stå op i lokalet og være aktive. Hvis din aktivitet indeholder et element af præsentation – eksempelvis fra de studerendes side – kan det være en god idé at skabe en separat plads til dette i rummet, så du fysisk markerer, at der skal lyttes efter når nogen præsenterer.
Kort sagt, tænk praktisk i relation til aktiviteten ligesom når du laver andre typer af aktiviteter, der kræver lidt forberedelse i forhold til de fysiske rammer.
HVOR I DET FAGLIGE FORLØB
Når du har fået målet på plads og overvejet hvilket hold og hvilke fysiske rammer, der er er at arbejde med, skal du finde ud af hvor i det faglige forløb, det ville passe godt at placere den konkrete employabilitets-aktivitet. Måske giver det god mening at komme i gang med aktiviteten fra starten af, så de studerende er bevidste om dens betydning hele vejen igennem. Det kunne være relevant, hvis du eksempelvis vil lave noget der handler om kompetencer eller få sat fokus på faglig fordybelse som en måde at engagere de studerende i fagets indhold. Hvis du vil lave noget om refleksion eller faglig identitet, kan det være hensigtsmæssigt at placere aktiviteten i slutningen af forløbet, da disse aspekter kræver et vist arbejde med faget før de studerende bliver i stand til at gøre sig overvejelser om dette. Hvis du vil lave en aktivitet, der eksempelvis handler om en case med en ekstern organisation, kan denne placeres et stykke inde i forløbet, så de studerende har nået at få viden om faget.
Der er ikke nogen opskrift på ’den rigtige’ placering af en given aktivitet – det handler også om sammenhængen med dit specifikke forløb og hvad, der kan lade sig gøre rent praktisk. Det vigtige er, at du som underviser har gjort dig nogle tanker om, hvordan aktiviteten kan tænkes ind i det samlede forløb, så de studerende oplever den som meningsfuld og relevant.
Du kan finde inspiration til hvordan dine kollegaer har planlagt aktiviteter i konkrete forløb under ’Praktiske eksempler’. Du kan også få sparring af en pædagogisk konsulent i universitetets pædagogiske enhed. Kontakt info findes under ’Hjælp & Support’.
AFTALER
Alt efter hvilken type aktivitet, du gerne vil lave, kan det være relevant at samarbejde med personer eller organisationer, som kan hjælpe dig med at organisere aktiviteten. Internt kan du med fordel tage fat i SDU’s servicefunktioner, hvis du har brug for noget til dine lokaler eller noget software. Hvis du har behov for indholdsmæssig planlægning af aktiviteten, kan du kontakte SDU UP, se under ’Hjælp & Support’.
Hvis du gerne vil involvere eksterne samarbejdspartnere, er det en god idé at få etableret kontakt og få lavet klare aftaler for aktiviteten i god tid. Man skal være opmærksom på, at planlægningen med en ekstern person eller organisation kan tage et stykke tid, ligesom man skal sørge for at få aftalerne på plads, så kurset kan organiseres indenfor tidsrammen.
SDU RIO kan eventuelt hjælpe med at finde eksterne organisationer at samarbejde med, hvis du har behov for det. Se kontakt info under ’Hjælp & Support’
FORTÆL OM AKTIVITETEN TIL DE STUDERENDE
En central del af at integrere employabilitet i sin undervisning er at få kommunikeret til sine studerende, at man gør det. Som underviser laver man forskellige pædagogiske tiltag, som man ikke nødvendigvis er eksplicit omkring, men når det gælder employabilitet, er der gode grunde til, at man fortæller de studerende om aktiviteten. Dels ved man fra forskningen, at studerende ofte spekulerer over, hvad de kan bruge det enkelte faglige forløb til, og dels gør en tydelig kommunikation det nemmere for dig som underviser at gå i dialog om aktivitetens betydning og indflydelse på undervisningen.
Du kan eksempelvis indlede dit undervisningsforløb med at fortælle, at du vil koble noget om employabilitet på og vise de studerende de 8 aspekter fra forståelsen af employabilitet, som du finder under ’Hvorfor employabilitet’. Dernæst kan I gå i dialog om den konkrete aktivitet, som du har planlagt og diskutere hvor den hører til under aspekterne. Du kan tale med de studerende om dit mål for aktiviteten og om, hvordan den hænger sammen med resten af det faglige forløb. I slutningen af forløbet kan I tage aktiviteten op til evaluering, enten mundtligt eller skriftligt, eller begge dele, for at få en indikation på, hvordan de studerende har oplevet at arbejde med employabilitet som en del af deres fag.
Hvis du kunne tænke dig at få inspiration til, hvordan en kollega har grebet det an at få kommunikeret sine employabilitets-aktiviteter til studerende, kan du kontakte vores VIP- ambassadør under ’Hjælp & Support’.