Inspiration i rapporter og undersøgelser

stjerneSupport

DJØF (2018): Sådan fik de jobbet
I denne undersøgelse af DJØF har man undersøgt nyuddannedes erfaringer med at søge deres første job, samt hvad der har været afgørende i den proces. Selvom dimittenderne ikke er humanister, viser undersøgelsen tendenser, som vi kender fra humanisters vej til første job: At betydningen af studiejob er vigtig, at det er ret normalt at starte i en tidsbegrænset stilling, og at der går nogle måneder med jobsøgning efter endt studie.

EVA (2016): Effekter af studiejob, udveksling og projektorienterede forløb 
Denne analyse er lavet blandt alle dimittender på otte universiteter i perioden 2009-2012. Man har undersøgt effekten af at have haft relevant studiejob, at være på udveksling i udlandet, samt at være i projektorienteret forløb mens man var studerende i relation til efterfølgende beskæftigelse. Studiejob og projektorienteret forløb påvirker positivt, mens der ikke ses effekt af udveksling i forhold til beskæftigelse og lønniveau for nyuddannede.

OECD (2017): Getting the skills right: Good Practice in Adapting to Changing Skills Needs 
OECD har lavet en undersøgelse i fem lande med det formål at kortlægge forbindelsen mellem de kompetencer, som uddannelsessystemerne i de respektive lande uddanner folk med, og de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger. Generelt efterspørges et bedre match mellem de to, og undersøgelsen bidrager med forslag til initiativer, der kan løse dette.

EVA (2018): Hver 3. nye studerende savner feedback fra underviserne 
EVA har udarbejdet et notat med det formål at få undersøgt, hvordan nye studerende oplever den feedback, de får fra deres undervisere, og hvordan feedback hænger sammen med motivation og lysten til at lære. Hovedresultaterne peger på, at størstedelen af de studerende anvender den feedback, de får, men at hver 3. oplever, at de slet ikke modtager feedback. Hvis man modtager feedback, øges motivationen.

DEA (2016): Hvad betyder studiejob for fuldførelse af en lang videregående uddannelse?
Dansk Erhvervsforsknings Akademi (DEA) har udarbejdet et notat, der baserer sig på 135.227 unge, der har studeret på universitetet i perioden 2008-2014. Til trods for en lille forskel mellem bachelor og kandidatstuderende er konklusionen, at det overvejende ikke forlænger ens studie, hvis man har studiejob ved siden af SU.

Futureskills Pearson (2017): The Future on Skills Employment in 2030 
I denne undersøgelse kan man læse om, hvordan kravene til kompetencer og kvalifikationer ændrer sig i fremtiden i forskellige sektorer og brancher, samt hvilke nye typer af job, der forventes at komme til. Der peges især på et øget fokus på interpersonelle kompetencer, systemiske kompetencer, samt højtudviklede kognitive evner.

DEA (2016): Universitetsuddannedes vej ud på arbejdsmarkedet 
I rapporten fra Dansk Erhvervsforsknings Akademi (DEA) har man undersøgt hvor lang tid, der går for dimittender at komme i job efter endt studie. Samlet set er 87 procent i job i løbet af det første år, hvilket ifølge rapporten udfordrer det billede af universitetsuddannede, som bliver tegnet i medierne. Dog halter Humaniora lidt efter. Her er 73 procent i relevant arbejde efter det første år.

World Economic Forum (2018): The Future of Jobs Report
Denne rapport har fokus på at undersøge de nye jobtyper, der opstår i kølvandet på den globale, teknologiske udvikling. Det konkluderes blandt andet, at jobs i fremtiden bliver mere flydende i indhold og rammer, og at arbejdsstyrken skal vænne sig til livslang læring og kontinuerlig efteruddannelse. Rapporten peger også på, at erhvervslivet forventer at skulle ansætte flere medarbejdere selvom teknologiske løsninger erstatter nogle typer af jobs.