Interesser og netværk som udgangspunkt for store opgaver

Formålet med aktiviteten er at give de studerende mulighed for at trække på deres interesser (fagligt såvel som personligt) og netværk til at finde på emner, som de gerne vil undersøge i forbindelse med deres BA-projekter eller specialer. 

Aktører og kontaktpersoner
Tine Lynfort Jensen, lektor, Institut for Sprog og Kommunikation.  

Hovedomdrejningspunktet i aktiviteten
Aktiviteten foregår som en del af vejledningsforløbet på eksempelvis BA-projekter og specialer på uddannelsen International Virksomhedskommunikation. Vejlederens benytter en tilgang, hvor der tages udgangspunkt i de studerendes erfaringer, netværk og interesser som en ressource. Vejleder har en dialog med den enkelte studerende ud fra spørgsmål som: Hvem er du, og hvad interesserer du dig for? Hvad ved du noget om? Hvem kender du?  
 
Denne tilgang giver den studerende mulighed for at tænke over, om der er noget i uddannelsesforløbet indtil nu, som vedkommende kunne fordybe sig yderligere i, og om den studerende interesserer sig for noget i hverdagen, som kunne være spændende at undersøge fagligt, samt om den studerende har kontakter i sit netværk, der kan aktiveres, hvis der skal indsamles data i en eller anden form. 

Placering af aktivitet i det faglige forløb
Aktiviteten finder sted i den indledende vejledningsfase af deres projektforløb på BA på 6. semester på International virksomhedskommunikation. Vejlederen og den studerende udfører aktiviteten sammen. Den foregår typisk i starten af et forløb, hvor den studerende måske har brug for at få kigget mere helhedsorienteret på mulige emner til sit projekt ud fra viden og interesser. 

Varighed
Det tager typisk en halv time, og elementer kan gentages, eksempelvis hvis den studerende skal samle data ind senere i forløbet. 

Ansvarsfordeling
Vejlederen har inden mødet lavet to plancher om tilgangen, som hænger på væggen i kontoret, hvor vejledningen foregår, så det bliver synligt for den studerende i samtalen. 

Effekt/udbytte/betydning
Tilbagemeldingen fra de studerende er, at denne tilgang kan bidrage til en oplevelse hos den studerende om, at vedkommende har gode ressourcer via viden, netværk og interesser til at skabe et projekt, der har relevans for deres faglige profil og personlige interesseområder. På den led bidrager aktiviteten til at tænke den studerendes uddannelse og hverdag mere sammen. Den bidrager også til, at den studerende kan få øje på en opbygning af fagligheden, som faktisk hænger sammen med de andre ting, den studerende foretager sig på studiet og i sit øvrige liv – at det udgør en ressource, som man kan trække på i de store og frie opgaver. 

Ressourceforbrug
Hvis man vil lave denne form for vejledning som en del af et fagligt vejledningsforløb, kan man med fordel sætte sig ind i ressourcebaseret vejledning og tilgang til udvikling af projekter. Det kan også være godt at synliggøre tilgangen/spørgsmålene på et stykke papir, eller have materiale liggende fremme, så begge parter har fokus på det i vejledningssituationen. Ellers er aktiviteten ikke tidsmæssigt krævende og der behøver ikke involvering af andre parter. 

Litteratur og ressourcer
Der findes bøger og artikler om ressourcebaserede og styrkebaserede tilgange til vejledning både på dansk og engelsk. Sarasvathy og Read et al (2011) har lavet bøger og materiale om effektuel tilgang, og der er lavet en hjemmeside www.effectuation.org med adgang til en del materiale, herunder forslag til øvelser og litteratur. 


Tilbage