Kompetenceboblerne

vaerktøjikonFormålet med at bruge kompetenceboblerne er, at give de studerende en forståelsesramme for de kompetencer de tilegner sig i løbet af deres studietid, såvel som deres arbejdsliv.

Kompetenceboblerne er en forståelsesramme for individuelle kompetencer, hvor kompetencer deles op i fagspecifikke, generelle akademiske og personlige kompetencer.  

Materialet kan findes på
MitSDU.dk under Job og karriere ->Dine kompetencer på alle HUM-uddannelser - se eksempelvis Amerikanske studier.
 
Baggrund for materialet 
Mange studerende har udelukkende øje for deres fagspecifikke kompetencer og har meget svært ved at sætte ord på, hvad de ellers kan. Det er nemt nok at konstatere, at man har lært kongerækken i Danmark, men straks værre at sætte ord på alle de mere ’fluffy’ kompetencer. 

Kompetenceboblerne, giver de studerende mulighed for at se deres kompetencer med nye briller og få sat ord på de kompetencer, som de måske ellers ville have svært ved at formulere. 
 
Hvordan kan materialet bidrage til employabilitet? 
Undervisere kan bruge kompetenceboblerne til at give de studerende en forståelsesramme for de kompetencer de tilegner sig i undervisningen. I forlængelse heraf vil det kunne hjælpe de studerende med at få et helhedsbillede af egne kompetencer. 
 
Sådan kan du bruge materialet 
En simpel introduktion til kompetenceboblerne som forståelsesramme, kan gøre underværker for mange studerendes forståelse for deres eget læringsudbytte. Du kan dog også facilitere lidt dybere arbejde med kompetenceboblerne. 
 
Sådan kan du gøre for at lave en simpel introduktion:

  1. De tre kompetencebobler introduceres én efter én, hvor de studerende i plenum har mulighed for at byde ind med gode eksempler.  
  2. De studerende drøfter i små grupper, hvilke kompetencer de har tilegnet sig indtil videre på kurset/på deres uddannelse og/eller hvilke kompetencer de forventer af få. 
  3. Opsamling i plenum. 
     

Sådan kan du gøre for at bruge kompetenceboblerne som en aktiv del af et kursusforløb: 

  1. Gennemgå kompetenceboblerne som ovenfor i begyndelsen af et kursusforløb og gennemgå målbeskrivelserne i fagbeskrivelsen rammesat ind i de tre kompetencebobler. 
  2. Lav en evaluering i slutningen af kursusforløbet, hvor der samles op på hvad de studerende oplever at de tager med videre fra kurset, indenfor hver af de tre kompetencebobler. Dette kan gøres i mindre grupper med opsamling i plenum, men også udelukkende i plenum. 

Sådan bruger vi materialet i Studievejledningen på Humaniora 
Refleksionsøvelsen indgår som en del af vores årlige workshops for 2. semesterstuderende på Humaniora kaldet ”SUS: Hvad skal der i din uddannelsescocktail?”. Workshoppen har fokus på de studerendes muligheder og valg undervejs på studiet. 

Vi bruger også ofte kompetenceboblerne i vores daglige vejledning, når vi vejleder de studerende i valg undervejs og karriereovervejelser. 


Tilbage