Refleksionsøvelse: Vejen gennem uddannelse og karriere

vaerktøjikonFormålet med refleksionsøvelsen er at skabe refleksion over, hvordan vejen gennem uddannelse og videre igennem karriere kan se ud. Øvelsen består af refleksion og diskussion over billedlige metaforer – en lige landevej vs. et komplekst metrokort. 

Materialet (klik på billederne for at hente materialet i pdf-format)
straight-road


metro


Baggrund for materialet
 
Mange studerende idealiserer det at have et klart karrieremål og en færdiglagt plan for, hvordan man når dertil – den lige vej. Det er dog ikke virkeligheden for langt de fleste studerende, ej heller professionelle ude i arbejdslivet.  

Tværtimod ligner virkeligheden langt oftere et indviklet metrokort, hvor der er mange veje til samme stop, og hvor det kan være svært at se den lige vej hen til et bestemt resultat. Det kan være skræmmende ikke at have et klart mål og kende vejen derhen, men samtidig indeholder dette perspektiv også uanede muligheder for at tone sin faglige profil, blive klogere undervejs og skifte retning. 
 
Hvordan kan materialet bidrage til employabilitet? 
Øvelsen kan give de studerende et nyt perspektiv på de valg de træffer undervejs på studiet og give en ny ramme for at se en sammenhæng mellem kurser der måske ellers virker meget forskellige – de skaber nemlig en helt unik profil. Materialet støtter op om en mere nuanceret forståelse af karrierebegrebet og bidrager till karrierelæring.  
 
Sådan kan du bruge materialet 
Refleksionen skabes gennem dialog om billedlige metaforer – en lige landevej vs. et komplekst metrokort - på hvordan en uddannelsesvej kan se ud. 

Sådan gør du: 

  1. Vis først de studerende billedet af den lige vej og lad dem i plenum eller mindre grupper reflektere over, hvordan billedet kan være en metafor for vejen gennem uddannelse og karriere. 
  2. Vis derefter de studerende billedet af metronetværket og lad dem i plenum eller mindre grupper reflektere over, hvordan det også kan være en metafor for det samme. 
  3. Til slut faciliteres en fælles diskussion af, hvordan de to billeder kontraster med hinanden, samt fordele og ulemper ved de to forståelser af vejen gennem uddannelse og karriere. 

Sådan bruger vi materialet i Studievejledningen på Humaniora 
Refleksionsøvelsen indgår som en del af vores årlige workshops for 2. semesterstuderende på Humaniora kaldet ”SUS: Hvad skal der i din uddannelsescocktail?”. Workshoppen har fokus på de studerendes muligheder og valg undervejs på studiet. 


Tilbage