Branchedag: Veje ind i film- og tv-branchen

Formålet med Branchedagen - en selvstændig dag, som særligt henvender sig til studerende på Medievidenskab og på tilvalget i manuskriptudvikling - er at give de studerende nogle konkrete svar på, hvordan man kan komme ind i den meget eftertragtede, men også vanskelige, film- og tv-branche. Det kunne være svar vedrørende de valg, de studerende træffer undervejs i uddannelsen (eksempelvis valgfag og praktik), ligesom det kunne vedrøre, hvad man efter endt uddannelse kan gøre for at komme ind i branchen. 

Aktører og kontaktpersoner
Heidi Philipsen og Vitus Vestergaard, Medievidenskab, Institut for Kulturvidenskaber.

Hovedomdrejningspunktet i aktiviteten
Branchedagen har form som en minikonference med oplægsholdere, spørgsmål og kaffesnakke mellem oplæggene. Vi havde valgt at fokusere på én branche, selv om de studerende fra Medievidenskab har interesse i mange brancher. 

Oplæggene kom fra passionerede professionelle med hver deres erfaring fra branchen. Deres inspiration og anbefalinger (måske også advarsler) kom fra hjertet og henvendte sig især til studerende, som selv ønsker at finde en vej ind i branchen. Hvor meget skal man sno sig? Hvem skal man tækkes? Hvilket netværk kan man henvende sig til? Hvad er helt urealistisk at drømme om som nyuddannet? Hvilke smutveje eller omveje har de stødt på ind i en branche, der er kendt for at være både hård, krævende og generøs på samme tid? 
 
De fleste oplægsholdere var professionelle manuskriptforfattere og filmskabere, men der var også en oplægsholder, som var involveret i talentudvikling og iværksætteri inden for film og tv. I sidste del af branchedagen var der en paneldebat, hvor også studielederen fra Medievidenskab/manuskriptudvikling deltog. Her var der en god synergi mellem uddannelsens interne betragtninger, branchens perspektiver og de studerendes spørgsmål og kommentarer. 

Informering af de studerende om aktiviteten
Branchedagen blev meldt ud til studerende via forskellige kanaler, herunder mail, og der var ret stor interesse blandt de studerende. Mange studerende havde tidligere udvist interesse for netop denne branche, så der var stor opbakning fra studentersiden. 

Placering af aktivitet i det faglige forløb
Dagen var ikke koblet på et specifikt fag, idet det havde et mere generelt fokus på en branche.  

Varighed
Programmet varede fra kl. 9 til 15 og havde karakter af en uformel og hyggelig minikonference. Deltagelse var gratis, og alle fra SDU var velkomne, selv om aktiviteten henvendte sig til de studerende på Medievidenskab og Manuskriptudvikling.  

Ansvarsfordeling
Arrangøren var de to uddannelser, Medievidenskab og Manuskriptudvikling, i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet, som støttede arrangementet økonomisk. 

Effekt/udbytte/betydning
Der var en fin tilslutning fra studerende, og ca. 70 studerende deltog (nogle kun til udvalgte oplæg). 
Vi oplevede stort engagement fra både oplægsholdere og ”publikum”. Der blev leveret en masse inspiration samt gode konkrete råd om karriere og navigationsmuligheder inden for branchen. Arrangementet var også i høj grad netværksskabende, og de studerende var glade for at blive inviteret helt ind i ”branchens hjerte” og få en snak med branchefolk. 
 
Et citat fra evalueringen opsummerer dagen i en nøddeskal: ”Det var som om vejen fra de studerende og ud til branchen blev lidt kortere i løbet af dagen”. 
 
Udover at bringe interesserede studerende tættere på branchen, gav branchedagen også værdi for uddannelsen, idet vi kunne tage branchens perspektiver med tilbage i undervisningen, herunder et bud på, hvad uddannelsen skal og kan give de studerende – og hvad der ligger uden for uddannelsens område. 
 
Deltagere og arrangører tilkendegav, at de gerne ville gøre noget lignende igen en anden gang, hvilket understreger, at alle parter oplevede en tydelig værdi af branchedagen. 

Ressourceforbrug
En branchedag som denne koster ca. 15.000 kr. til oplægsholdere, transport mv. 
Oplægsholderne var professionelle – herunder freelancere – så de fik et lille beløb for at deltage med et oplæg, ligesom de fik dækket transport. 
 
Organisatorisk blev der trukket på forskellige netværk, herunder vores netværk af eksterne undervisere fra branchen. Uden et netværk i branchen, ville det have været meget mere tidskrævende at arrangere branche-dagen. Det tager altid tid at finde og koordinere oplægsholdere, men pga. netværket sagde mange gode oplægsholdere ja med det samme. 


Tilbage