Innovationscamp i fagligt forløb på Humaniora

Formål med aktiviteten er at give de studerende mulighed for at arbejde med en innovations-udfordring for en ekstern organisation, samt eventuelt arbejde sammen med denne organisation om at kvalificere og realisere løsninger på udfordringen i fagets videre forløb. Den studerende får afprøvet sin viden indenfor innovation og organisering gennem samarbejde med omverdenen og bliver bevidst om egne generelle akademiske kompetencer, som eksempelvis kommunikation, samarbejde, research, feltarbejde og bearbejdning af information.

Aktører og kontaktpersoner
Tine Lynfort Jensen, Bjarne Christensen og Jen Noel Fabel, Institut for Sprog og Kommunikation.

Hovedomdrejningspunktet i aktiviteten
De studerende er fra starten af det faglige forløb blevet inddelt i teams på 3-4 personer ud fra individuel kompetenceafklaring. Efter et par undervisningsgange, hvor de i teamet har arbejdet med deres egen idéudvikling, organiserer underviseren, i samarbejde med SDU RIO og en ekstern organisation, en innovationscamp, hvor den eksterne organisation præsenterer en udfordring, hentet fra organisationens hverdag. Undervisningen bruges herefter til idéudvikling, research og bud på mulige løsninger. 

Placering af aktivitet i det faglige forløb
Aktiviteten er placeret på 4. eller 6. semester på uddannelsen i International Virksomhedskommunikation, og er ligeledes et valgfag for BA-studerende på Humaniora.

Varighed
Aktiviteten tager 4 timer, og der er efterfølgende et eller to teams, som vælger at samarbejde med den eksterne organisation gennem resten af semestret

Ansvarsfordeling
Der er tre aktører involvering i planlægningen og organiseringen af innovationscampen. Underviseren og en medarbejder fra SDU RIO starter med at lokalisere en interesseret organisation, hvorefter der afholdes et møde for at forventningsafstemme. Alle tre parter er aktive i selve campen og bidrager med information om organisationen, teori og metoder om camp-tilgangen og relevante emner, samt sparring til de studerende. Til sidst præsenterer de studerende løsningsforslag for de tre aktører, som så giver feedback sammen. 

Præsentation af aktivitet for de studerende
Aktiviteten er skrevet ind i kursusplanen, og er på den led synlig fra start for de studerende. Underviseren præsenterer aktiviteten for de studerende som en mulighed for at prøve deres kompetencer af i et konkret samarbejde, samt mulighed for at udbygge deres netværk og deres CV ved at indgå i innovationscampen.   

Effekt/udbytte/betydning
Denne aktivitet er testet af og kvalificeret gennem de sidste 5-6 år. Den generelle feedback fra de studerende og de eksterne organisationer er, at begge parter får noget værdifuldt ud af at mødes face-to-face gennem undervisningen, og at det giver gode erfaringer at få afprøvet et samarbejde. Aktiviteten er således et supplement til, at de studerende i teams udvikler nye ideer og får undersøgt, hvordan de kan realiseres.  

Ressourceforbrug
Det er en smule ressourcekrævende at lave denne aktivitet, idet det bedste resultat opnås ved, at den eksterne organisation er en aktiv part i selve campen. Det er en god ide at mødes (underviser, SDU RIO, organisationen) for at planlægge campen i fællesskab, så man er enige om mål og indhold. Men når man først har fundet en form for dette ved at SDU RIO hjælper til med at lokalisere en ekstern organisation, og at man ved, hvordan man kan forventningsafstemme og planlægge, så er afviklingen af selve campen ikke så ressourcekrævende.

Det er en god ide at have nogle fysiske rammer for campen, der er inspirerende og giver mulighed for små ’arbejdsstationer’ til de studerende, samt mulighed for præsentation af løsninger. Cortex Lab benyttes generelt til afholdelse af innovations camps, og kan kontaktes før semestret for at høre, om der er plads i deres lokaler en specifik dag. 

Andet
Underviserne bidrager gerne med materiale i form af power points til den 4 timer lange innovationscamp, hvis man kunne tænke sig at få inputs til organisering og indhold af en camp. 


Tilbage